Delta Optical Thin Film A/S er blandt de førende virksomheder inden for produktion og design af avancerede optiske filtre, som anvendes til blandt andet forskning og måling i sundheds- og landbrugssektoren. Virksomheden opererer med ekstremt høje krav til driftsstabilitet og præcision, og der er derfor store tekniske installationer og komplekse anlæg, der skal fungere sikkert og stabilt døgnet rundt.
I bygningen findes produktionsområder med meget strenge krav til partikelrenhed, opført som renrum med laboratorielignende forhold, ligesom der er etableret teknikrum til følsomme procesinstallationer og ventilationsanlæg. Produktionen er stærkt afhængig af konstant drift, og selv korte nedbrud kunne medføre store økonomiske tab.
Jysk CTS havde ansvaret for styring af ventilations- og recirkulationsanlæg, herunder installation af tavler, styring af befugtning, HEPA-filtrering og iltovervågning på grund af arbejde med nitrogen. Der blev desuden etableret styring til varme- og kølevekslere samt til et avanceret køleanlæg med både kølemaskine og frikøler.
Projektet bød på tekniske udfordringer, særligt i forhold til samkørsel mellem kølemaskine og hastighedsstyrede pumper. En ny funktionsbeskrivelse blev derfor udarbejdet fra bunden, hvorefter programmet blev justeret ad flere omgange, indtil en stabil og driftssikker løsning var opnået. For at sikre hurtig reaktion ved fejl blev der opsat e-mail alarmer til virksomhedens teknikere.
Projektet blev afsluttet med succes, og installationerne blev taget i brug i forbindelse med indflytning og opstart af produktionen. Det samlede forløb blev oplevet som et spændende og teknisk udfordrende projekt med stor variation og høje krav til præcision og koordinering.
