PLINTEN

Daugaard Pedersen opfører et nyt kontorhus i Kolding. Bygningen kaldes Plinten, og er tegnet af arkitekt Jesper Thyge Brøgger. Bygningen bliver 7 etager høj og opføres på den gamle Gimbel grund – Buen 11. Det er en unik beliggenhed i Campus området i det centrale Kolding. Området er præget af stor vækst og har en blanding af finansielle virksomheder, liberale erhverv, rådgivere, uddannelsesinstitutioner, studerende og området er tæt på inderhavnen, som også er i udvikling.

Plinten bliver et smukt knudepunkt i Kolding. Bygningen vil være synlig fra alle fire sider, hvilket skaber en spændende og mangfoldig oplevelse af byggeriet alt efter, hvorfra man betragter den. 

Kontorbygningens navn Plinten stammer fra, at huset arkitektonisk set står på en plint, der omfatter et opholdstorv, et trappe- og passageanlæg samt en parkeringskælder under terræn. ”Plinten” bliver på cirka 5.700 kvadratmeter, og skal huse Nykredit, investeringsselskabet Global Evolution samt Advokaterne Andersen Partners. Deres medarbejdere kommer til at nyde godt af at arbejde i moderne og elegante omgivelser. I toppen af bygningen findes mødefaciliteter, kantine og opholdsarealer, og der vil være en smuk udsigt ud over Kolding derfra. Bygningen skal stå klar i september 2020.

Jysk CTS A/S skal stå for CTS installationerne på de 5 øverste etager i bygningen. Teknikken ligger placeret på øverste etage inde i midten af bygningen, og er på denne måde fuldstændig skjult og gemt væk. Vores opgaver på projektet omhandler levering og installering af et CTS-anlæg, som skal styre ventilationsanlæg både med og uden integreret køl, VAV zoner som er styret af CO2 /rumtemperatur, zonestyringer af radiatorer efter rumfølere, blandesløjfer for radiator- og brugsvandsanlæg. Alle disse installationer skal være med til at sikre et konstant behageligt indeklima i bygningen. Vi laver overvågning og styring på røgventilerede systemer, sikringsanlæg og styring af solafskærmning med alarm for evt. fejl. Vi laver desuden energiregistrering på energi-, vand- og elmålere, så det sikres at driften er så energibesparende som muligt.

Jysk CTS er på denne opgave med til at sørge for energirigtig drift af en ny og moderne kontorbygning. CTS-anlægget sørger for at indeklimaet i Plinten hele tiden er optimalt, så medarbejdere og besøgende i bygningen får en behagelig oplevelse af at opholde sig i den flotte nye bygning. 

Billedekreditering: Daugaard Pedersen